Ozzy-hyl mod fuldmånen og filmisk format

Find popcornene frem, og nyd de stormfulde højder i Dionesias bombastiske rock. Nogle numre skylder en supermassiv tak til én inspirationskilde.

---

• GENRE: Progrock/Alternativ rock.
• KOMMUNE: Randers Kommune.
• ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.

 

---

SE ALLE ANMELDELSE – DU HØRTE DEM FØRST HER.

---

Her kommer vi!

Man får fornemmelsen af et band, der virkelig vil frem, når man læser Dionesias pressemeddelelse. Det er godt. For hvis musikerne ikke selv tror på det, hvem skal så egentlig?

Det jyske bands debutalbum er i kassen. Det ”forventes udgivet sidst på året”, og Dionesia har allieret sig med John Bon. Ja, altså ikke dén Jon Bon Jovi – men bassisten med efternavnet Nielsen, som tidligere har arbejdet med bl.a. Veto og Ginger Ninja.

Dionesia kan også meddele, at 2020 bliver året, hvor der skal spilles showcases og branchefestivaler og en stribe koncerter i ind- og udland. Med særligt fokus på Tyskland, Polen og Benelux.

STADION-SUS

Har de en chance derude?

Ja. Et trumfkort hedder ”Blown”. Man kan faktisk blive blæst bagover af nummeret, som foldes ud i filmisk bredformat.

Find bare popcornene frem, og nyd den veldoserede vekslen mellem luksusbløde guitarmønstre og virkelig slagkraftige kollektive bredsider.

Man aner stadig en vis anspændthed i den metalliske opvisning – det er trods alt et ungt band, vi har med at gøre – men gruppen mestrer den svære kunst at tøjle vildskaben og holde nummeret på sporet.

Det er melodisk overbevisende, og live er der basis for både headbanging og tabte fadøl på de forreste rækker. Det slutter med et lynskarpt falset-hyl fra forsangeren, og man er energisk underholdt i orkanens øje et sted mellem Dizzy Mizz Lizzy og ikke mindst Muse.

RUSKENDE RUMFÆRD

I skrivende stund sidder jeg stadig med ekko af begejstring over sidstnævntes supermassive show i Royal Arena i København. Og det er tydeligt, at Dionesia skal vogte sig mod at gnide sig for tæt op ad den inspirationskilde. Gruppen skal gerne opbygge sin helt egen karakter.

Matt Bellamy og co. spøger også i den fine ”Disperser”, der er drevet frem af et tæt bas-groove og som runder knuget paranoia-atmosfære. Vokalen rammer igen plet og tænder op under spacerocket raketfærd. Der kan uddeles bonuspoint for det kreative arrangement: Det inkluderer bevægelig percussion mellem jazz og rock og en behersket snerrende guitar-underlægning.

AAAAAAAAAHHHH!!!

I ”There she Goes” fraserer sangeren på sin egen måde, og han stikker i et imponerende metallisk hyl. Det kan minde om en ung Ozzy, der har tabt og smadret sin ølflaske under fuldmånen.

Der tilføjes muskuløse riff-sløjfer og tværgående instrumentale temaer.

Undervejs får man fornemmelsen af at stå nær et passerende eksprestog.

Sangen er knap så melodisk lokkende som førnævnte ”Blown”, og bandet må gerne lige give den 10 % mere tempo, når det går løs live.

Men det hele klinger delikat, gennemarbejdet og professionelt.

Så lad mig give Dionesia et rygstød på vej ud i Europa og runde karakteren op til en fordelagtig femmer.

	Alternative, Rock
	Unge, Voksne
	Download pressefoto