ALANIS HÆNGER UD MED THE CURE I THISTED

Skal Thy have bandet Chalk for sig selv? Det vil være uretfærdigt, hvis gruppen ender med at blive endnu bedre, end den er nu.

---

• GENRE: Alternativ rock/pop
• KOMMUNE: Thisted.
• ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.

 

---

Tre flotte og meget lovende numre.

Det er indholdet på en 2017-single udgivet af Thisted-bandet med det ellers ret intetsigende navn Chalk.

Der er tale om fire fyre og en pige, der skaber musikken i en kollektiv proces. Og så oplyser bandet ikke meget mere om sig selv.

Så her lidt hjælp til karakteristikken.

Man bliver mindet om 90’er-stjernen Alanis Morissette i et nummer som ”Upside-Down Man”, hvor sangerinde Anne Bjørg Kloster finder sig godt hjemme i rocken med en lys ømhed, bevægelig frasering og falset-elegance. Chalk benytter også et kækt keyboard-riff, der nok kunne have fristet Robbie Williams, hvis nogen havde serveret det for ham. Jyderne forener uden problemer en smidig og blød mainstream-klang med et styrtebad af feedback-kaskader. Det ender i sydende funky rock: “You Oughta Know”, som Alanis sang engang.

BOYS DO CRY

Sangen ”Oh Children” rummer også både rockintimitet og sanseligt snurrende pop-overtalelse. Her kan man notere sig ligheder med The War on Drugs og det amerikanske bands lækre melodiske hypnoserock. Mens de klassiske guitar-guirlander minder om messende The Cure. Afslutningen er også rigtig besnærende med nedsat tempo, så der skabes en trance-gyngende tilstand.

Hvis Chalk-musikerne ikke allerede kender engelske The Sundays, skal de bare ransage den kilde for mere blåfarvet eliksir.

WILDT RÅD

Bandet har en kejtet charme, som de unge musikere skal holde fast i. I pop og rock gælder det som oftest om at understrege personlighed og individualitet – ikke om at lyde som alle andre: ”Be yourself; everyone else is already taken,” som det hedder i en populær online-aforisme, som vist fejlagtigt tilskrives Oscar Wilde.

Gruppens bedste nummer sprudler netop af gør det selv-skaberglæde. ”Burnin’ Sand” har en fed selvstændig intro, der falder som en velklingende slagserie, og trommeslageren holder nummeret igennem et skævt rytmisk anslag. Men ”Burnin’ Sand” har alligevel et godt flow – understreget af velplacerede diskrete håndklap. Der er fine forskydninger i dynamik og beats, og skæringen kan meget vel være inspireret af Mew. Chalk spiller til sidst en flot trumf med gnistende guitar-figurer, der rikochettere livligt omkring i klang-konstruktionen.

Et nummer, der virkelig vinder for hver afspilning.

Det er faktisk så medrivende, at karakteren lige rundes op som skulderklap til bandet, der muligvis ender med at blive så godt, at thyboerne ikke skal have det for sig selv.

	Pop, Rock
	Unge, Voksne
	Download pressefoto