STÆRK STILFORVIRRING

Kraftig koffeinholdig rock fra Blank. Sangerinden er fikspunktet, men udtrykket trækker i for mange retninger.

---

• GENRE: Pop/rock.
• KOMMUNE: Favrskov Kommune.
• ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.

 

---

SE ALLE ANMELDELSER – DU HØRTE DEM FØRST HER.

---

Man kan bunde en dobbelt espresso. Eller man kan skrue højt op for ”Don’t Tell Me” med Blank. 

Begge dele har en stærkt oplivende virkning.

Den topmelodiske basker ”Don’t Tell Me” stråler af kommercielt potentiale, og sangen er et atypisk indslag i dansk pop/rock anno 2020. 

Vi taler om en virkelig dynamisk bulderbasse af et rocknummer. Spillet på et højt instrumentalt niveau og med en ferm trommeslager, der holder retning og overblik.

Blank er en østjysk sekstet, der blev dannet for to år siden på Favrskov Musikskole, og den mest karakteristiske markør i bandet er sangerinde Josephine Petri. Hun får til en vis grad førnævnte nummer til at minde om et drama-tilspidset hit med goth metal-bandet Evanescence. 

Fra en dansk optik kan sangerinden også lyde som en ny generations svar på Pernille Rosendahl. 

INNOVATIV ØRKENVANDRING

Josephine Petri imponerer med elegance, attitude og sikre fraseringer, der kender sin besøgelsestid. Hun kammer ikke over, men holder sig klogeligt inden for popformatet. 

Refrænet i en anden skæring – ”Desert Walk” – er også lige i øret. 

Her er sangerinden igen stærkt nærværende i et innovativt Kate Bush-lignende korarrangement, der dog skurrer rigeligt og bør tilrettes. 

Bandet spiller igen kompetent, og i dette nummer står den på sympatisk og varieret rock isprængt jazzelementer. 

Det kniber med at holde den fælles kadence, men det er ikke min hovedanke. Det problematiske består i, at ”Desert Walk” klinger som spillet af et helt andet band end det, man lærte at kende i forrige nummer. Og at Blank igen lyder som et tredje bekendtskab i sangen ”Wait”.

VALG OG FRAVALG

Det skyldes nok, at musikerne lader sig rive med af meget individuelle kæpheste, som trækker musikken i vidt forskellige genreretninger. 

Den går ikke. Bandet skal søge en klar profil, træffe nogle valg – og finde et nogenlunde afgrænset ståsted. 

”Wait” er også præget af en ubeslutsomhed, der gør musikken noget tøvende og transparent. Der er dog virkelig klasse over den smidige og sprøde guitar-sentens, nummeret er bygget op omkring, og det klinger a la Red Hot Chili Peppers.

“YOU LEARN!”

Jeg ender med at være noget blank, når jeg det ene øjeblik smager Chili-ingrediens, det næste tænker på jazzet rock, så får association til Evanescence – og pludselig føler mig i selskab med en ung Alanis Morissette.

”Don’t tell me ’cause it hurts”, kan man sige, men jeg gør det alligevel: Måske skal bandet begrænse sig og fokusere udtrykket. For eksempel koncentrere sig om den kontant poppede rock i førstnævnte nummer: Prøve at nærme sig en signaturklang med følsom, melodisk pop/rock iblandet momenter af gotisk torden. 

Så kan bandet senere udvikle sig videre der fra.   

	Pop, Rock
	Unge
	Download pressefoto