Anmeldelse: Bark
FRA SMADDER TIL SMADDERGODT
Midt i rodet hos drikfældige og sære Bark snubler man over forløb af stor skønhed og en overraskende originalitet.
- GENRE: Rock.
- KOMMUNE: Gladsaxe Kommune.
- ANMELDT AF: Anders Houmøller Thomsen.
SE ALLE ANMELDELSER – DU HØRTE DEM FØRST HER.
”Vi består af fem drenge, som elsker at spille musik og høvle bajere.”
Jamen, det klassiske rock’n’roll-fundament er da på plads hos forstads-fyrene i Bark.
Lidt mere fra deres seks linjer lange selvportræt:
”Vi er inspireret af alt fra noget ældgammelt 70’er-rock til nyere jazz og ellers en god omgang smadder.”
Lad os bare kalde en spade for en spade – nå, ja, med mindre man siger guitar – og konkludere, at Bark er et meget ungt band, og at det høres. Musikken er rodet og umoden, men den rummer vendinger og overraskelser, som gør en del momenter til fængslende rockmusik.
SKØN AFRUNDING
Nummeret ”Snas” er klangligt voldsomt skævvredet. Det er undervejs svært at afgøre, om der spilles usikkert/falsk med vilje, grundet henkastet ligegyldighed eller fordi evnerne endnu ikke rækker længere. Måske lidt af det hele.
Vi er en zone af indierock med slacker-tilbøjelighed. Sangeren lyder som om, han har kombineret det med at ”høvle bajere” med også at boble bong. Hans snøvlende sms-poesi flirter med en slags uimponeret originalitet, der lugter lidt af kult.
Men teksten er også undervejs så klodset og underlig, at det tangerer et gimmick.
Jeg er noget ambivalent. Indtil tre minutter inde i sangen, hvor den bliver fuldstændig luftbåren på forunderlig vis. Der følger halvandet minut med en følsom, romantisk og guitarringlende melodiøsitet, hvor man fornemmer en blåtonet ånd af legendariske The Smiths. Det er sgu smukt.
Jeg synes, det er denne ”snas”, bandet bør bygge videre på i det nummer.
TID TIL OPRYDNING
Og Bigmouth Strikes Again i ”Endnu en dag”, hvor den står på fordærv og druk fra morgenstunden. Egentlig et trist vedhæng til rock’n’rock-mytologien. Men Bark får da vekslet tømmermændene til et nummer med skævt huggende energi og løs fængende fremdrift. Krydret med godkendt grotesk humor (”øl gir’ også næring”).
Bandet skal dog lige stramme lidt mere op på sammenspillet, selv om det helt sikkert er meningen, at det skal skurre og skære lidt i ørerne.
TIDSREJSE
Så er der ”Tonnemanden”, som nok er bandets bedste skæring. Den åbner med en flyvetur ud i et dragende lydlandskab, og da sangen rigtig manifesterer sig, lægger den afstand til gruppens distancerede tone. Man mødes i stedet af en poetisk og organisk inderlighed, som kan klinge af tidlig The Minds of 99.
Det bliver et vildt sonisk trip, der får lov at fare ud i det ukendte rum. Med fremspringende guitar-passager, der gnistrer som stjernekastere. Og med en langhåret og hverdagsfornægtende atmosfære, der kan være løftet fra de dersens gamle 70’er-skiver, bandet har støvet op.
Musikerne beretter i øvrigt, at de har følgende keep it simple-strategi: ”Vi har på nuværende tidspunkt planer om at lave et helt album og ellers spille nogle koncerter.”
God idé. Og fortsæt endelig efterforskningen ud i progrock-krogene af musikhistorien.
Rock
|
|
Unge
|
|
Download pressefoto |
Video
Det kan i forvente
DE 3 NUMRE VI HAR LYTTET
NUMMERET ”SNAS”:
NUMMERET ”ENDNU EN DAG”:
NUMMERET ”TONNEMANDEN”:
Endnu ikke online