MUSIK FOR ALLE – OVERALT!
2001-2021
20 ÅR MED SPIL DANSK
TILBAGEBLIK:
Der har været magi i efterårsluften med Spil Dansk igennem 20 år.
På denne jubilæumsside opruller vi fortiden med nedslag i 20 års ihærdig indsats for dansk musikliv.
En tur fra “Barndommens gade” til en nutid, der gerne skal fortsætte til “Når jeg bliver gammel”.
Læs nyheden for Spil Dansk Ugen 2021 “Kæmpe dansk musikbegivenhed fylder 20 år”.
2001:
- Koda tager initiativ til Spil Dansk i 2001 i forbindelse med Kodas 75 års jubilæum. Dengang hed det “Spil Dansk Dagen”, og det foregik altid sidste torsdag i oktober.
2002:
- For første gang udpeges en kommune, som gør en særlig Spil Dansk-indsats. Horsens Kommune får hæderen for et yderst kreativt program. Man kan bl.a. bestille et Syngende Telegram. Der er også fællessang i Horsens Statsfængsel, og flere butikker spiller dansk musik for kunderne. Præmien til kommunen er musikalsk afstemt: Et maleri af musiker og maler Lars H.U.G.
2003:
- Over 120.000 danskere mødes i fællessang på Spil Dansk Dagen.
- Det foregår 667 steder, bl.a. på arbejdspladser, skoler og torve.
- Danskerne kan synge sammen med DR Radiopigekoret og DR RadioUnderholdningsOrkestret ved en livetransmission på P2 og P4.
- En stor komponist-konkurrence afrundes. Vindersangene er “Morgensang” og “Lys over land”.
2004:
- “Fællessangen” samler igen over 120.000 danskere. Det er nu blevet fast indslag, at man kan synge fællessang i sync med en DR-transmission, og musikken leveres af RadioUnderholdningsOrkestret.
2005:
- Spil Dansk Dagen runder over 800 arrangementer landet rundt, og fejringen er nu en veletableret begivenhed.
- Flagskibet er igen “Fællessangen”, der sendes direkte om formiddagen.
2006:
- Spil Dansk/Koda modtager en mio. kr. fra Kulturministeriets Provinspulje. Pengene skal bruges til at sætte spotlight på det nye regionale Danmarkskort, der træder i kraft fra nytår 2007.
- I praksis inviteres populære kunstnere til at optræde lokalt med egne numre og “Årets danske sang”, som er “Venter på lidt solskinsvejr”. Den er skrevet af de to lærere Lars Philip Nørtoft og Iben Bohr. Der indsendes i alt 121 bidrag til konkurrencen.
2007:
- En optælling fra Gramex illustrerer, at der i den grad er behov for en Spil Dansk Dag, hvor radiostationerne har mulighed for at nå længere ud i kanterne af dansk musik. Ifølge Gramex er det kun 29 af de i alt 1.157 danske udgivelser fra 2006, der opnår spilletid på de kommercielle danske radiostationer.
- Musikere opsøger lytterne på nye og sjove måder på Spil Dansk Dagen. Der er perron-koncerter på 18 af landets togstationer og 23 s-togsstationer.
2008:
- Spil Dansk Dagens Ildsjælspris går til lederen af Vridsløselilles fangekor, Louise Adrian. Begrundelsen lyder, at hun gennem sit arbejde viser, at musik er en kraft, der kan ændre folks liv.
- Fåborg-Midtfyn løber endnu engang med prisen som “Årets Spil Dansk Kommune”. Lynge Skole ved Allerød vinder ved en lodtrækning en skolekoncert kvit og frit.
2009:
- Spil Dansk Dagen når et magisk tal med ca. 1.000 musikarrangementer fordelt over hele Danmark og Sydslesvig.
- Mange danske kirker kører nu parløb med Spil Dansk. Der er omkring 100 arrangementer i danske kirker.
- Arrangørerne i kirkerne deltager også i en konkurrence, hvor der trækkes lod om en koncert med et kendt dansk koncertnavn.
2010:
- Spil Dansk Dagen fejrer 10 års jubilæum.
- Kommunepakken lanceres for første gang, og hele 28 kommuner engagerer sig som “Spil Dansk Kommuner”.
- Succesen med Kommunepakken – som en effektiv samarbejdsmodel – er fortsat helt frem til i dag.
2011:
- Danske biblioteker er stærkt repræsenteret ved Spil Dansk Dagen.
- 20 biblioteker er vært for en international middag, hvor expats (udlændinge, der kommer til landet for at arbejde, bo og studere) og danskere mødes på tværs af kulturer og verdensdele over god mad og akustisk musik.
2012:
- Flere af landets største sangerinder indtager Koncertsalen ved Spil Dansk/DR-showet “De Danske Divaer”. På plakaten er er blandt andre Anne Linnet, Aura, Nabiha, Birthe Kjær, Ida Corr og Pernille Rosendahl.
- En koncert med Babylove & the Van Dangos viser, at Spil Dansk manifesterer sig alle mulige og umulige steder. Det danske skaband Babylove & the Van Dangos spiller på en kold efterårsdag i Botanisk Have bag duggede kondens-ruder og under grønne palmetræer.
2013:
- A cappella-musikgruppen Basix optræder i Singapore på Spil Dansk Dagen. Det er langt fra eneste gang, Spil Dansk fejres i udlandet. I løbet af Spil Dansk-historien er der koncerter i Sverige, Tyskland, Italien, Canada, Rio de Janeiro, Los Angeles, New York, Madrid og Italien.
- P3’s lyttere kårer det bedste danske album nogensinde. Det bliver Dizzy Mizzy Lizzys selvbetitlede debutalbum
2014:
- Ca. 14 år og på egne ben: Spil Dansk forlader Koda og flytter hjemmefra: “Foreningen Spil Dansk” stiftes med en ejerkreds bestående af Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Musikforlæggerne, Danske Populær Autorer og Koda.
- “Spil Dansk Dagen” bliver til “Spil Dansk Ugen”: Ambitionerne skærpes. En ny æra er begyndt, og en skelsættende musikbegivenhed er født.
- “Danmarks Fællessang” præsenteres første gang og fortsætter frem til 2018, hvor projektet videreføres som “ALSANG Online”. Alle får adgang til en virtuel gør-det-selv-løsning, hvor man gratis kan komme i gang med at synge. Man kan afspille musik, printe tekster og synge løs. Det benyttes bl.a. af skoler, kor og kirker. “Danmarks Fællessang” er afgørende for den opsigtsvækkende genkomst af fællessang i Danmark.
2015:
- Antallet af arrangementer i Spil Dansk Ugen er på himmelflugt og slår rekord. Der er hele 1.415 arrangementer fordelt over hele landet.
- Ricco Victor, daværende direktør for Spil Dansk udtaler: “Spil Dansk har for længst cementeret sin position som hele Danmarks største musikbegivenhed, og vi er ekstra glade for nu også at blive taget seriøst som fornyere og udviklere af musiklivet.”
- Spil Dansk Ugen får uventet eksponering via et viralt hit, som spredes på nettet som en steppebrand. Det er et klip med det rytmiske kor Vocalicious, der overrasker passagerer i den københavnske metro med sang. Klippet får 1,1 mio. visninger på Facebook i løbet af få dage, og det tiltrækker omtale i flere landsdækkende medier
2016:
- En særdeles vellykket Spil Dansk Ugen – igen med massiv mediebevågenhed: I perioden 2014-2019 tiltrak Spil Dansk ifølge Infomedia 1400-1800 omtaler årligt.
2017:
- Festugen åbner med en bragende sørøversalut i selskab med Onkel Reje, der synger med 600 børnehavebørn.
- Der er symfonisk champagnegalop 20 meter under jorden. Copenhagen Phil giver koncert for metroarbejdere, vip-gæster og pressen.
- Lancering af projektet “Du hørte dem først her”, hvor talenter fra landets Spil Dansk Kommuner anmeldes af Anders Houmøller Thomsen. I de følgende år opnår knap 50 musiknavne at få en professionel anmeldelse med på karriere-vejen.
- Ekkoet af den succesfulde Spil Dansk-fejring er nået til Norge, hvor kræfter i musikbranchen bliver inspireret. De vil også slå et slag for hjemlandets musik, som er trængt i en tid, hvor globale verdensstjerner tromler frem via online-tjenester som YouTube og Spotify. Resultatet bliver et Spil Norsk-initiativ.
2018:
- Kreativiteten sprudler i Spil Dansk Ugen. Fællessangen får ben at gå på ved det populære WALKaSONG på Frederiksberg. Deltagerne tilbydes tre gode ting på én gang: Fællessang, motion og lokal kultur.
- Der arrangeres syv underjordiske sangaftener i Cisternerne: det tidligere vandreservoir på Frederiksberg, lige over for Frederiksberg Slot. Deltagerne strømmer til og får en uforglemmelig oplevelse med gotisk og mystisk stemning i Cisternerne, der har 17 sekunders rumklang.
2019:
- I samarbejde med Dansk Forfatterforening og Grundtvigsk Forum tildeles Spil Dansk over 8 mio. kr. fra Nordea-fonden til at lave ALSANG: Det største fællessang-initiativ nogensinde.
- Hovedbegivenheden for ALSANG må senere udskydes grundet corona, men ALSANG bliver fejret ved over 1.000 arrangementer landet rundt i 2019-2021.
2020:
- Et sort corona-år for musikken. Men Spil Dansk Ugen gennemføres med mere end 500 mikro-arrangementer over hele landet under udsagnet “Musikken overgiver sig aldrig!”
- Spil Dansk-konceptet viser sig topmoderne, for gennem årene er der blevet eksperimenteret med mindre koncertformer på overraskende lokaliteter. Bl.a. med pop op-koncerter, nye “koncertsteder” i det fri ved kysterne – eller inddragelse af fyrtårne, gårdhaver og villaveje.
- Musikken når ud til nogle af dem, der har allermest behov for en uventet opmuntring i hverdagen: Til indlagte på hospitaler eller beboere på f.eks. plejehjem.
- Spil Dansk er også på banen med musikpraktik, mentorsessions og anmeldelser.
2021:
- Direktør for Spil Dansk, Ricco Victor, stopper efter næsten 13 år i spidsen for musikfejringen. Ricco hyldes for sin overvældende idé-rigdom og passionerede drive.
- Foreningen Spil Dansk er i krise og reelt lukningstruet. Spil Dansk har både mistet ildsjælen i front og sit driftstilskud. Det sidste på grund af lovstramninger fra EU. De musikorganisationer, som siden 2014 har været foreningens primære bidragsydere, må ikke længere betale til driften grundet skærpede EU-lovkrav.
- En løsning findes internt: Jimmie Nolsøe tiltræder som daglig leder af Spil Dansk. Han har allerede overblik over den komplekse Spil Dansk-struktur, for han har været ansat i Spil Dansk i fem år og har specialiseret sig i det landsdækkende kommunenetværk, booking og kommunikation. Jimmie afstikker en ny retning med forstærket fokus på det decentrale, kommunale kernekoncept.
- Spil Dansk er blevet en selvstændig og selvejende forening.
- Der fejres 20-års jubilæum med endnu en landsdækkende fejring af Spil Dansk Ugen, hvor hele 25 Spil Dansk Kommuner yder en engageret indsats.
- DR dækker Spil Dansk Ugen tættere end nogensinde før, bl.a. med DR’s egne Spil Dansk Live-arrangementer på Sjælland, Fyn og Jylland.