Ny Holte skole vandt Spil Dansk Dagens Skolekonkurrence
Vinderne i Spil Dansk Dagens skolekonkurrence blev udtrukket af studievært Søren Dahl i forbindelse med den landsdækkende fællessang, som blev sendt på DR på Spil Dansk Dagen den 29.10.2009.
Vinderskolen er Ny Holte Skole, og præmien er en eksklusiv solokoncert med Tina Dickow på deres egen skole, kun for eleverne og lærerne.
Derudover vinder tre andre skoler hver en stomp-workshop med en af Danmarks bedste stomp- og rytmeinstruktører, Rune Thorsteinsson. De tre stomp-workshops blev vundet af henholdsvis Hjallerup Skole, Hvalsø Skole og Nordjyllands Idrætshøjskole.
Alle skoler, der sang med fællessangen på DR og som havde tilmeldt sig i Spil Dansk Dagens arrangementskalender, deltog automatisk i konkurrencen.
Skolerne vil blive kontaktet i nær fremtid, for aftaler omkring præmierne.
Generelt om ”Fællesangen på DR”.
Alle kan deltage i den landsdækkende fællessang på Spil Dansk Dagen.
Man skal blot tænde for radioen og stille ind på DR P2 eller P4 kl.11.03-11.30 på Spil Dansk Dagen, og så kan man ellers synge med på skoler, arbejdspladser, i hjemmene, i bilen og hvor end man er med en tændt radio.
DR Big Band spiller live fra Studie 2 i DR Byen, og i år var de sammen med Anna David, Birthe Kjær og Radioens Juniorkor det perfekte akkompagnement til den landsdækkende fællessang.




























































