Spil Dansk Dagen er vel overstået!
Så er Spil Dansk Dagen vel overstået! Torsdag den 29. oktober var dansk musiklivs årlige festdag: Spil Dansk Dagen.
I alt 829 arrangementer var tilmeldt i Spil Dansk Dagens arrangementskalender, og det forventes, at op mod 100.000 danskere sang med i den landsdækkende fællessang på DR, der blev afviklet på DR´s radiokanaler P2 og P4 fra kl. 11.03 til 11.30. Birthe Kjær og Anna David sang for til fællessangen, der blev akkompagneret af DR Big Bandet.
Overvældende opbakning
Overalt har opbakningen til dagen været overvældende, og vi på KODA og Spil Dansk Dagens sekretariat nød en fantastisk dag med et hav af varierende arrangementer, der spændte fra små lokale tiltag til store koncerter med kendte danske kunstnere.
Musikere og arrangører gjorde sig ekstra umage på Spil Dansk Dagen, så derfor var der talrige chancer for at få helt specielle musikoplevelser.
Spil Dansk Dagen blev også fejret i udlandet
Igen i år blev Spil Dansk Dagen også fejret i udlandet, hvor der både var koncerter i Rio de Janeiro, Singapore, New York, Los Angeles, Madrid, Sydslesvig, Sverige og Italien.
Hvem står bag Spil Dansk Dagen?
Alle de største toneangivende danske musik- og kulturorganisationer er hvert år med til at arrangere Spil Dansk Dagen i samarbejde med KODA. Se listen her.
Langt de fleste koncerter og arrangementer på Spil Dansk Dagen skabes dog af arrangører og musikere over hele landet. Det er disse hundredvis af musikalske ildsjæle, som i princippet er arrangørerne af Spil Dansk Dagen.




























































