Keld Heick

Hvordan ville verden se ud, hvis der fra i morgen ikke blev skrevet ny dansk musik?

Den danske kulturverden ville med stor sikkerhed blive en hel del fattigere, hvis der ikke længere blev skrevet ny, dansk musik. Når man gennem et langt liv har oplevet, hvor stor en rolle musikken spiller i de fleste menneskers liv, så kan man ikke være i tvivl om betydningen af, at der til stadighed skabes ord og toner. De nye, små skud på det musikalske træ, som har rødder langt tilbage i dansk kultur, skal plejes med stor omhu. De er med til at give os en identitet og en selvforståelse, som vi ellers let ville kunne miste i denne globale tidsalder.

Kan du nævne en herboende kunster, som du mener er nyskabende og inspirerende?

Der er mange, herboende kunstnere i forskellige genrer, som er både nyskabende og inspirerende. Men hvis jeg skal holde mig til de genrer, jeg selv beskæftiger mig mest med, kan jeg nævne bl.a. Sys Bjerre, Thomas Buttenschøn, Randi Laubek og Martin Brygmann. Den, der dog lige nu og her overrasker mig mest, er Rasmus Seebach, som ikke bare har arvet sin fars fornemmelse for det iørefaldende – men også har sin helt egen, personlige måde at gøre tingene på.

Hvorfor har vi brug for at stå sammen på Spil Dansk Dagen, og hvad kan dagen bruges til?

I en tid, hvor vi er ved at drukne i musikalske tilbud – ikke mindst fra U.S.A., er det vigtigt, at vi indimellem fokuserer på den danske musik. Vigtigt, at vi ikke bare plagierer det, som medierne bombarderer os med. Vigtigt, at vi tør ”stå på egne ben” og følge det, der rører sig i egne hjerter. Men det kræver selvfølgelig også en vis opbakning. Uden den er det ikke muligt at opretholde den nødvendige gejst. Her synes jeg, vi har et problem. Ensretningen har for alvor slået igennem i de seneste år, og mange genrer bliver fuldstændig ”udsultet”. Det er med til at gøre os alle en smule fattigere. Spil Dansk Dagen kan og bør være den dag, hvor vi også i medierne bliver mindet om, hvor stor og alsidig den danske musikverden i virkeligheden er – sådan som man da heldigvis kan opleve det på de mange spillesteder rundt omkring i landet.

Fortæl gerne en kort historie om en god personlig musikoplevelse

Der har været ufatteligt mange, gode musikoplevelser i mit liv. En af de største var, da jeg til min 60 års fødselsdag blev overrasket med en solokoncert. Det var mit store guitar-idol Kaare Norge, der gav mig en oplevelse for livet, da han satte sig foran mig og fyldte rummet med sit brillante spil og sin store indlevelse. 25 minutter af mit liv, som jeg meget nødig ville have været foruden.

Spil Dansk Dagen arrangeres i samarbejde med: